Om Thirajane Aurora

/Om Thirajane Aurora
Om Thirajane Aurora 2018-12-11T16:33:26+01:00

Jeg er en moderne præstinde, coach, healer, historiefortæller og intuitiv. Den gyldne tråd igennem alt hvad jeg laver, er kærlighed – kærlighed til alt, der er ♥

Personlig udvikling starter allerede den dag vi bliver født. Fra denne dag vil vi opleve ting der påvirker os på den ene eller anden måde. Så at sige at min egen personlige udvikling startede på et bestemt tidspunkt andet end ved fødslen i dette liv ville være forkert.

Jeg har siden jeg var barn haft oplevelser af en anden verden end den fysiske, men da jeg voksede op i en familie der ikke var så åbne for denne verden, var det en verden jeg holdt for mig selv. Som 14-15 årig begyndte jeg at interessere mig for astrologi, og jeg husker stadig at min mor fik en bog med hjem fra en af hendes kollegaer omkring astrologi som jeg kunne låne. Denne bog har jeg stadig som minde ♥ Derfra gik det som den berømte snebold-effekt hvor jeg mere og mere fandt min hylde gennem de oplevelser, bøger, uddannelser, kurser og mennesker jeg mødte på min vej. I 2003 valgte jeg at tage en uddannelse som clairvoyant rådgiver for at kunne lære selv at kontrollere de clairvoyante oplevelser jeg havde haft i mange år – og herfra røg jeg hurtigt videre til at studere åndsvidenskab, da jeg blev nysgerrig på den verden jeg egentlig havde kontakt med. Mødet med Martinus Åndsvidenskab blev som at komme hjem. Mange af de ting jeg havde oplevet, mærket og tænkt igennem livet, stod pludselig skrevet sort på hvidt, og mange ting jeg havde undret mig over fik jeg forklaringer på. I dag betragter jeg Martinus Åndsvidenskab som en form for bogreol hvori alle de andre ting jeg læser og studerer, kan komme ind på hylderne. Jeg er meget nysgerrig og informationssøgende, så fortsætter med at videreuddanne mig gennem bøger, foredrag, kurser mv til den dag jeg lukker øjnene ♥

Jeg har healet hele mit liv, både dyr og mennesker. I 1999 valgte jeg at tage Reiki healer uddannelsen for at lære at trække energien fra universet og ikke bruge min egen energi. Jeg har efterfølgende taget flere kurser i healing, og derigennem fundet de teknikker/metoder jeg har valgt at arbejde med i dag. I 2005 blev jeg Lifecoach hos Manning Inspire, og jeg har efterfølgende arbejdet med dette gennem utal af coachingsessioner.

Jeg er oprindelig uddannet revisor HD (R), og har arbejdet som sådan i lidt over 20 år. Siden 2011 har jeg været selvstændig med eget firma.

Herudover har jeg taget kurser indenfor åndsvidenskab, coaching, kunst, healingsmassage, clairvoyance, meditation, dyrehealing og kommunikation, ikke-voldelig kommunikation (Marshall Rosenberg), sundhed og ernæring mm.

Du kan læse mere om hvordan jeg arbejder som præstinde her.

Mit største ønske er at kunne hjælpe dig med at finde livsglæden i dit liv, at finde kærligheden til dig selv, og skabe det liv du ønsker dig.

Mit mål er at være en inspirator for næstekærligheden og livsglæden her i denne verden ♥

Mit motto er “Vær den forandring du ønsker at se i verden”. Dette udlever jeg ved hele tiden at arbejde på at være den bedste udgave af mig selv gennem indre og ydre arbejde, så jeg på denne måde kan blive ved med at være til inspiration og hjælp for andre i deres processer på vejen.

Thirajane Aurora

Jeg har en stor passion for at åbne op for, og vise den dybe kærlighed i det enkelte menneske. Kærligheden til sig selv, til universet og til alt omkring os.