Når kroppen husker…

/, Præstinde/Når kroppen husker…

Når kroppen husker…

I disse dage er jeg enormt træt i min krop. Først tænkte jeg at det var eftervirkninger af gralsuddannelsen i påsken, hvilket det sikkert også er, men så fandt jeg ”tilfældigt” ud af at det faktisk er hhv. 1 og 2 år siden at 2 ud af top 5 værste ting jeg har oplevet i dette liv skete. Jeg er normalt ikke den der fejre jubilæum over de ubehagelige ting, men begge disse ting har været raketter under min personlige udvikling – og for det vil jeg altid være enormt taknemmelig – og jeg ærer disse oplevelser og det de har skabt mig til med dette skriv 

For 2 år siden (1. april) døde Simba. Min bedste ven og sjæleven jeg endnu har haft her i dette fysiske liv. I 16½ år var han min hjælper og min guide, og for 2 år siden var jeg (åbenbart  ) klar til at føre opgaven videre alene uden hans støtte. Det var en meget smertelig oplevelse for mig, da han forlod det fysiske. Selv om jeg stadig har kontakt med ham, og arbejder med ham og hans energi, så følte jeg mig virkelig alene lige efter han tog af sted. Nu glædes jeg over den velsignelse at have fået lov at følges med ham så længe i det fysiske 

For 1 år siden (i morgen) stod jeg pludselig på gaden med en kuffert, en rygsæk, en sovepose og et par poser fyldt med de ting jeg lige skulle bruge for at kunne leve. Stod på gaden uden et hjem – smidt ud – på vej til en veninde der havde grebet mig i sidste øjeblik med en madras jeg kunne låne hos hende i en uge. Følelsen af at være ved at drukne følelsesmæssigt (aldrig i mit liv har jeg følt sådan en smerte og tilstedeværelse af spørgsmålet ”overlever jeg?”) sidder stadig som erindring i kroppen nu hvor jeg skriver, men heldigvis er jeg vokset enormt og virkelig fået en masse ud af den oplevelse. En af blomsterne midt i lorten sidste år, var alle de mennesker der her på Facebook (uden at kende mig fra andet end Facebook) tilbød mig en plads i deres hjem (og deres hjerter)  Jeg vil for altid være taknemmelig for alle de støtter – både små og store – der gjorde at jeg ikke druknede der midt på gaden i Herning.

Ved begge disse oplevelser døde en del af mig – og en ny voksede frem.

I dag vil jeg ære de dele der måtte dø for at jeg i dag kan være den udgave af mig som jeg er.

I dag vil jeg ære min krop og min personlighed/ego for den kæmpe styrke de begge har, og for det stærke samarbejde vi sammen midt i døden på to forskellige måder skabte til glæde for helheden Thirajane Aurora.

I dag vil jeg ære alle de levende væsener der bevidst og ubevidst har været og er mine støtter på vejen i dette liv. Jeg bøjer mig for jer og ærer jer for jeres væsen og for jeres styrke, visdom og kærlighed som har givet mig styrke, visdom og kærlighed    

AF HJERTET TAK – jeg elsker jer!!   

Livsvilje

PS – billedet er af min rosenbusk der stadig er i pleje, og som i november måned besluttede sig for at lave denne blomsterknop og springe ud, uanset kalenderen og at den “burde” være gået i vinterhi. Den symbolisere meget godt min egen livsvilje 

By | 2018-04-11T15:18:16+01:00 april 4th, 2018|Næstekærlighed, Præstinde|0 Comments

Leave A Comment