Lysglimt i hverdagen

/, Præstinde/Lysglimt i hverdagen

Lysglimt i hverdagen

I weekenden var der i Danmark et par rigtig varme forårsdage. Her hvor jeg bor, var varmegraderne så højt oppe om søndagen, at jeg for første gang i år flashede mine fine hvide ben 😉 😀

Dagen efter (mandag), var vi igen ned på de traditionelle 10 grader og godt med vind, og vinterjakken røg på igen, da jeg var ude i naturen.

Det fik mig til at tænke over hvilket smukt billede naturen giver i forhold til det der ofte sker med os personligt.

For mig var denne skønne varme forårsweekend, en kærlig hilsen fra sommeren om at den er lige om hjørnet, at vinterens kulde er ved at give slip på sit tag, og at lyset og varmen nu er i stærkt tiltagende. Som i en af julesalmerne hvor teksten lyder ”Juletræet på besøg, hilser os fra eg og bøg, med besked derude fra, at det lysner dag for dag, og at solen fra sit skjul, ønske os en glædelig jul”. Weekendens varme dog meget mere stærkt manifesteret i det fysiske, nu hvor vi om lige knap 1½ måned nærmer os den dag hvor lyset er på sit højeste.

På samme måde oplever vi tit samme ”lysglimt” i vores personlige liv. Når livet opleves som hårdt, og vi føler modstand, vil der stort set altid være små lysglimt midt i udfordringerne – og de kan komme i alle mulige former. Forskellige fra person til person, pointen er at vi skal huske at lægge mærke til dem ♥

For mig er det fx stort set altid oplevelser med dyr, og for de af jer der kender mig, så ved I hvor meget dyr betyder for mig, og hvor meget jeg værdsætter disse oplevelser.

Rigtig mange gange når jeg har haft det svært og følt mig udfordret i livet, har Universet sendt dyr forbi min vej. Husker stadig en rigtig hård periode jeg havde hvor savnet efter min mors død fyldte rigtig meget. En dag satte jeg mig ud på trappen foran indgangen på Martinus Instituttet hvor jeg arbejde på det tidspunkt, fordi jeg bare var så ked af det og havde brug for noget luft. Jeg havde kun siddet der kort tid, da der kom en kat forbi jeg aldrig havde set før. Den var så utrolig kælen, og gennem dens opmærksomhed og kærlighed, glemte jeg alt om sorg og tristhed, og bare var med dette kærlige væsen, og nussede den og lod mig overøse med dens opmærksomhed. Efter 10-15 min gik den igen, og dagen føltes derefter meget lettere for mig. Jeg så kun katten én gang mere i løbet af de 3 år jeg arbejde der.

Der er masser af disse oplevelser i min rygsæk, og da jeg er opmærksom på dem, ser jeg også lysglimtene midt i ”mørket”, og ikke kun bagefter ♥

I dag er jeg så velsignet at jeg også kan se de fine lysglimt midt i ”mørket”, som fx her for nyligt hvor jeg pludselig stod uden bolig, og midt i chok og sorg, væltede det ind med tilbud om midlertidig bolig fra både mennesker jeg kendte i ”virkeligheden” og mennesker jeg ”kun” kendte via Facebook. Så midt i chokket blev jeg samtidig dybt overvældet af al den kærlighed der kom til mig fra alle sider, og det er jo faktisk en ret fantastisk ting at kunne se ♥

Så hvad er dine lysglimt, er du opmærksom på det?

Kan du genkende dem når du sidder midt i ”mørket”?

Her kan du læse om et andet lysglimt jeg tidligere har delt i et blogindlæg:
http://solskinspigen.dk/livets-smaa-gyldne-oejeblikke/

Med ønsket om snarlig sommer til os alle, og den dejligste dag til dig der læser med ♥

Kærligst Thirajane

By | 2017-05-10T11:49:52+01:00 maj 10th, 2017|Dyr, Præstinde|0 Comments

Leave A Comment